Søren snakkede kort i telefonen med socialrådgiveren. Hun lovede, at tage fat omkring problemet og kontakte familien Hussein.
En uge efter episoden i børnehaven modtager familien et brev fra kommunen. I brevet der står:
"Efter opringning fra Børnehuset 'Frøen' kan vi forstå, at der er opstået et problem mellem jeres familie og institutionen. Vi har fået oplyst, at der en dag hvor du, Ali, skulle hente dine børn opstod en konflikt mellem dig og en pædagog. Derefter havde I en samtale, hvor I snakkede med børnehavens leder. Det hele tog overhånd og I startede en heftig disskusion hvor den pågældende leder kom med racistiske bemærkninger.
På denne baggrund indkal..."
Jo længere han kommer ind i brevet jo mere ophidset og rød i hovedet bliver han. Han råber højt ud over lejligheden: "Jamen det er jo slet ikke det der er problemet. De har fuldstændig misforstået mig". Latifa er lidt rundt på gulvet, hun har ikke fået lov til at læse brevet, og er derfor ikke klar over hvad det er han bliver så sur over. Han bliver ved med at beklage sig til Latifa om, at det danske samfund har nogle mærkelige holdninger og at en fremmed mand ikke skal have nærkontakt med hans datter. Latifa sidder stille i sofaen og prøver at holde en mine så Ali tror hun er enig med ham. Hun kan dog til sidst ikke holde sig og siger sagte: ” Måske har de ret Ali? Måske skal du hidse dig ned og lade det ligge?”.
Ali løfter sin højre hånd og slam, Latifa bliver ramt hårdt på hendes venstre kind. Latifa tager sig til kinden og ligeså stille samler tårerne sig i øjenkrogene. Hun siger stille: ”Husk at hente børnene” .
Ali tager hurtigt jakken under armen, gå ud af lejligheden og smækker døren hårdt efter sig.
Ali nærmere sig børnehaven. Hans gang er næsten i løb, han er hidsig og fast besluttet på hvad der skal ske.
Han river døren til børnehaven op og går målrettet efter døren ind til ’Haletudsen’. Muhammed kommer glad hen imod sin far og vil op til han. Ali slår Muhammed væk og siger: ”Gå væk, jeg har ikke tid nu”. Ved bordet sidder Søren foroverbøjet over Yasmina og hjælper hende med at lave perler. Ali nærmer sig med kraftige skridt, hiver Søren bagover med kvælertag så Søren lander på gulvet. Søren prøver at rejse sig men idet han sætter sig op begynder Ali at sparke ham i maven gentagende gange. Yasmina begynder at græde og råber: ”Far, far stop det gør ondt på Søren..”. Ali bliver ved trods skrigene fra datteren.
Heldigvis er Kamilla ikke gået hjem. Hun sidder inde i personaleværelset og er ved at skrive en opgave hun har for på kandidatuddannelsen i psykologi. Hun bliver opmærksom da hun hører små underlige skrig, der ikke lyder som børneskrig. Hun bevæger sig ud og hen mod lydene. Hun nærmer sig ’Haletudsen’ og kan med det samme se at den er helt gal. Hun ser Ali der er ved at slå og sparke Søren. Søren ligger stille og tager sig til maven. Han bløder ud af næsen, hans bluse er revet itu og man kan se de mange blå mærker der er ved at opblusse. Kamilla griber mobiltelefonen i lommen, hun ringer 1-1-2.
Kamilla er meget nervøs, hun sveder i håndfladerne. Hun ved, at det er nødvendigt at få fjernet børnene, de skal ikke opleve deres far på denne måde. Efter et par minutter ankommer politi og ambulance. De får hurtigt fat i Ali og sætter ham ind i politibilen. Søren er såret og ambulance folkene tager ham op på båren og kører ham væk under udrykning.
Hvordan mon fremtiden hos familien Hussein ser ud? Hvor ender Ali og kan Latifa klarer den danske tilværelse alene med to børn?
Tove har lært lektien og overvejer om hun egentlig burde være børnehaveleder, når hun nu har de politiske holdninger hun har..
- Dejan, Thilde, Lene og Pernille